For mange år siden levede der en god og venlig mand. Til overflod havde han denne verdens goder og mange slaver under sig. Slaverne var stolte over at tjene en herre som ham. De sagde om ham: "Under solen findes der ikke nogen herre, som er bedre end vores. Han sørger for både god mad og tøj til os, og giver os arbejde, som passer til vores kræfter. Han bærer ingen ondskab og taler aldrig hårdt til os. Han er ikke som andre herrer, der behandler deres slaver værre end kvæg: straffer dem, uanset om de fortjener det eller ej, og aldrig giver dem et venligt ord med på vejen. Han ønsker at vi har det godt, gør gode ting og taler venligt til os. Vi ønsker ikke et bedre liv". På denne måde priste slaverne deres herre.

​​

Men djævlen der så dette forbitredes over, at slaverne skulle leve i sådan en kærlighed og harmoni med deres herre. Så ved at få én af dem, ved navn Aleb, underlagt sig sin magt beordrede djævlen ham til at forføre de andre slaver.

Og en dag da de alle sammen sad og hvilede sig, imens de talte om deres herres godhed, hævede Aleb stemmen og sagde:" Hvor er det dumt at gøre så meget ud af vores herres godhed. Selv djævlen ville være god ved dig, hvis du gør, hvad han beder dig om. Vi tjener vores herre godt og bifalder ham i alt. Så snart han tænker på noget, står vi klar til at opfylde hans ønsker. Hvad andet kan han gøre end at være venlig imod os? Prøv at forestille jer hvordan det vil være, hvis vi i stedet for at bifalde ham i alt, gør noget ondt imod ham. Ja så ville han handle som enhver anden og betale ondt med ondt, som de værste herrer gør".

 

Til en start afviste de andre slaver det Aleb havde sagt, men til sidst endte de med at indgå et væddemål med ham. Således påtog Aleb sig at gøre deres herre vred. Fejlede han ville han miste sit ferietøj, lykkedes det, skulle de andre slaver give ham deres. Derudover lovede de at beskytte ham mod herren og befri ham, hvis han blev sat i lænker eller fængslet. Efter væddemålet var arrangeret, indvilligede Aleb i at gøre sin herre vred næste morgen.

 

Aleb var hyrde og hans job var at passe et antal værdifulde og racerene får, som hans herre holdt meget af. Næste morgen da herren førte nogle besøgende ind i folden, for at vise dem de værdifulde får, blinkede Aleb til sine medfølgere, som ville han sige:        ”Hold godt øje med, hvor vred jeg vil gøre ham".

 

Alle de andre slaver samledes og kiggede ind ad portene eller over hegnet og tæt derpå kravlede djævlen op i et træ, for at se, hvordan hans tjener ville klare opgaven.

 

Herren gik rundt i folden, for at vise gæsterne moderfårene og lammene, og nu ønskede han at vise dem hans fineste vædder.” Alle vædderne er værdifulde”, sagde herren, men der er én med tæt snoede horn, som er uvurderlig. Det er min øjesten ".

 

Opskræmt over de fremmed, fór fårene rundt i folden og det gjorde det svært for de besøgende at se vædderen ordentligt. Så snart de stod stille, skræmte Aleb, som ved et tilfælde, dem op, og de blev alle blandet sammen igen. Det var derfor ikke muligt for de besøgende at se den uvurderlige vædder.

 

Til sidst blev herren træt af det og sagde:” Aleb min kære ven, fang venligst vores bedste vædder for mig; den med de tæt snoede horn. Fang ham meget forsigtigt, og hold ham stille et øjeblik". Næppe havde herren talt færdig før Aleb, som en løve, fór ind blandt fårene og greb den uvurderlige vædder. Han holdt ham fast i ulden, greb fat med den ene hånd om dets venstre bagben, og for øjnene af sin herre løftede han det og pressede til, indtil benet knækkede som en tør gren. Han havde brækket vædderens ben og den faldt blødende ned på sine knæer. Så greb Aleb fat i det højre bagben, samtidig med at det venstre var vredet rundt og hang og dinglede.

 

De besøgende og slaverne brød ud i forfærdelse, men djævelen, som sad oppe i træet, frydede sig over, at Aleb havde løst sin opgave så godt. Herren derimod lignede en sort tordensky, bøjede sit hoved og sagde ingenting. De besøgende og slaverne var ligeledes tavse og ventede på at se hvad der nu ville ske.

 

Efter at herren et stykke tid havde forholdt sig tavst, var det som om, han rystede sig selv for ligesom at kaste en byrde af sig. Derpå løftede han sit hoved, skuede mod himlen og fortsatte med dette en kort stykke tid. Lidt efter forsvandt rynkerne fra hans ansigt, og han så ned på Aleb med et smil og sagde:” Ååh, Aleb, Aleb! Din herre bad dig gøre mig vred, men min herre er stærkere end din. Jeg er ikke vred på dig, men jeg vil gøre din herre vred. Du er bange, for at jeg skal straffe dig, og du har ønsket dig din frihed. Vid da, at jeg ikke skal straffe dig, men da du ønsker at blive fri, sætter jeg dig fri, her, foran mine gæster. Gå hvorhen du vil og tag dit ferietøj med dig.”

 

Og sammen med sine gæster vente den venlige herre tilbage til huset; djævlen derimod skar tænder i vrede, faldt ned fra træet og sank ned i jorden.